Harmanna 1868

Et glimrende eksempel på hvorledes mange brikker efter nogle års søgen bliver samlet til en enhed.

“En ladning gamle Bene”  af Flemming Sørensen

 I 2007 gennemførte Bangsbomuseet en undersøgelse af nogle vragrester fundet ved Stensnæs. Baggrunden var, at 3 medlemmer af Nørresundby Sportsdykkerklub, Gert Eliasen, Leif Pedersen og forfatteren, i årene før havde lokaliseret flere vrag i området. De fleste af vragene var og er anonyme, og de fleste er fundet ved at sejle rundt i området, når vandet er rent. Mørke pletter på bunden indikerede næsten altid en vragstump. Selv om området kaldes Stensnæs, er der ikke mange sten. Næsset har derimod gennem tiden fanget mange fartøjer, og tidligere kom de ikke altid fri igen. Selv med gode navigationsinstrumenter i dag strander der lystsejlere på Næsset. Om sommeren ofte en om ugen. I 2012 var der en dag 3 både samtidig. Heldigvis kommer de som regel fri ved egen hjælp, eller redningsbåden fra Sæby kommer med en hjælpende tovende. Men både før redningsbådens tid og i dag er det ofte en hjælpende hånd fra gode folk i Voersaa, der sørger for, at strandingerne ikke ender i alvorlige ulykker.

Et af de undersøgte vrag i 2007 havde vi benævnt 25 meter vraget, da der er 25 meter mellem for og agter. Det ligger på 2,5 meter vand med siden til kysten 1500 meter fra indsejlingen til Voersaa. Der var ingen lokale, der kendte noget til vragets historie ud over, at garnene kunne hænge i. Vi mente at kunne konstatere, at agterenden vendte mod syd. Vraget var ret bredt og temmelig fladt både for og agter, så måske var det et kuflignende fartøj, som jo var meget anvendeligt i Danmark, før havnene kom til. Man sejlede ind på lavt vand ved højvande, og så kunne varer lastes i hestevogne ved lavvande, og når vandet kom tilbage, sejlede man videre. Og det var alt, hvad vi kunne få ud af vraget.

Samtidig med, at vi ledte efter vrag ikke bare ved Voersaa; men nærmest omkring hele Nordjylland, fik vi koblet Gert Juhl fra Dybvad til vore anstrengelser. Vi besluttede, at vi i samarbejde med Bangsbo Museet ville lokalisere og forsøge at identificere så mange vrag og forlis som muligt, og Gert kan alt det med computere og holde styr på data. Så jagten gik ind. Der blev affotograferet strandingsprotokoller og kasser med gamle papirer fra Rigsarkivet. Til at begynde med kunne de hjemlånes til Stadsarkivet i Aalborg; men i dag skal vi til Viborg for at få lov til at kikke fortiden over skulderen. Men vi blev ikke klogere på 25 meter vraget.

Der gik nogle år, hvor vi hvert år kikkede til vraget, og i 2011 var der en dag forsvundet en del sand, hvorved der var frilagt en del knogler. Vi samlede en kassefuld, som blev skyllet og soltørret. Der fandtes ingen rester efter tønder; men derfor kunne knoglerne godt stamme fra tønder med saltmad til søfolk. Saltmaden til folkene foran masten var ikke fine stykker saltet flæsk, som vi kender fra julefrokosten; men ofte benstumper med brusk, fedt og marv, som kunne give lidt smag, når det blev kogt med ærter eller kartofler. I knogledyngen fandtes bl.a. kraniestumper med horn, kæbestumper med tænder og store rørknogler. En del af knoglerne var tydeligvis slået i stykker med stor voldsomhed. Heldigvis så vi ikke noget, der mindede om menneskeknogler. Men det ville være rart, hvis vi kunne få en specialist til at kigge på stumperne.

På Moesgaard Museum ved Aarhus har de sådanne specialister, og ved et lykketræf kom vi i kontakt med Jakob Kveiborg, som lovede at kigge lidt på knoglekassen ved lejlighed. Vedrørende sin undersøgelse skriver han bl.a.: ”Den kursoriske gennemgang af materialet viser, at der primært er tale om knogler fra tamdyr. Heriblandt minimum 2-3 fuldvoksne heste. Der er både kranieknogle og lemmeknogler fra mere end et dyr, hertil kommer enkelte tåknogler, ryghvirvler og ribben. Kvæg er også repræsenteret ved mange fragmenter. Her drejer det sig primært om hornstejler og mellemfodsknogler. Førstnævnte repræsenterer 4-5 dyr. Der er også enkelte andre knogleelementer. Bl.a. af et kranium og nogle ribben. Hertil kommer flere ben fra ganske unge (få uger gamle) kalve. De lidt mindre dyr er også repræsenteret. Fåret er primært til stede ved kraniefragmenter (mindst 3-4 dyr) samt enkelte lemmeknogler og ryghvirvler. Mens der er fundet enkelte lemmeknogler fra rådyr og en enkelt kæbe fra en gris. Generelt udviser mange af knoglerne slagtespor i form af snit- og hugmærker, og jeg synes dine tolkninger af materialet er plausible. Hvorvidt der er tale om proviant eller affald er dog umuligt at afgøre.”

Så blev vi da lidt klogere. Ingen menneskeknogler heldigvis! Det kunne være saltmad af en særdeles dårlig kvalitet; men det kunne også være en last. I vores vragdatabase, som Gert Juhl bestyrer, findes et forlis fra 1852 med en last af kød og flæsk i tønder. ”Ane Margrethe” af Randers er en jagt, som totalforliser ved Voersaa, og et medlem af besætningen drukner, medens de øvrige reddes af Voersaaboere. Men en jagt på 25 meter er ikke sandsynligt. Der findes ganske vist også en stranding med gamle ben. I 1901 strander ”Arken” af Brantevik med ”ben i sække”. Men den kommer fri med Svitzers hjælp og bliver bugseret til Hobro, hvortil benene oprindelig var tiltænkt. En last af gamle ben er ikke usædvanlig. I databasen findes flere forlis, hvor lasten er ben. Nogle af benene skulle til England. De gamle knogler kunne vel sælges ved ankomsten i stedet for en ballast af sand eller sten, som blot skulle kastes overbord inden ankomst.

I foråret 2015 kunne vi ved den første dykning ved 25 meter vraget konstatere, at der var forsvundet ca. 20 cm sand inde i vraget, og der lå knogler overalt. Det var et sært syn at svømme over et lag af tænder, ribben, horn, kæber og lårknogler i alle størrelser. Og der måtte være endnu flere knogler under sandet, da der formodentlig var ca. en halv meter til skibets bund. Ude i stævnen havde vi nemlig set et af skibets lastemærker, de såkaldte amningsmærker. Lige under sandoverfladen var der indhugget romertallet II, så der måtte være en halv meter skib tilbage. Det kunne nu næsten ikke være rester af tønder af saltmad. Det måtte være en knoglelast.

Med den formodning blev Gert Juhl sat i arbejde igen, og efter 3 dage ringede han og sagde, at nu var skibet fundet. Vi havde haft oplysningerne hele tiden i de affotograferede dokumenter; men de var blevet overset.

Skibet hed ”Harmanna” og var en hollandsk skonnertkuf. Den strandede i 1868 ved Voersaa med en last af gamle ben på vej fra Königsberg til Fraserburgh i Skotland. Skibet, der var bygget i 1851, var på 53½ danske læster og hjemmehørende i Veendam, Holland, hvor det også var bygget. Kaptajnen hed Roelf Harms Veling. Han havde også ladet skibet bygge. I juli måned inden forliset bliver ”Harmanna” solgt til et partrederi med 4 parthavere. Skibets navn staves forskelligt i forskellige kilder; men ”Harmanna” er sikkert det rigtige, da Velings hustru havde dette navn.

Kaptajn Veling har muligvis været en ilter herre, da han inden anløbet til Königsberg havde været i Altona, hvor han sammen med 2 sønner blev tiltalt i retten for at have forulempet en embedsmand i funktion. Der krævedes fængselsstraf, men de slap vist nok med en bøde.

Efter strandingen den 22. november bliver de 5 ombordværende reddet uskadte i land af Voersaaboere. Strandfoged Christensen går sammen med 11 mand ud i 2 kåge til det strandede fartøj, som ligger med slagside til styrbord. Bølgerne slår ind over skibet; men de fem ombordværende bliver heldigvis reddet ”tillige med en del af deres tøj”. Herefter forestår der et større bjærgningsarbejde for at sikre, hvad der er af værdi i og på vraget. Denne del af en stranding gav altid arbejde og løn til en egn, og det skete også i dette tilfælde. Tingene skal i land, opmagasineres og senere fragtes videre, og alle aktiviteter gav et godt tilskud til indtægten. I nogle egne af Jylland hed det sig ligefrem, at befolkningen ”nærede sig af vrag”. Om morgenen den 23. november gjorde man klar til at gå ud til vraget, men måtte opgive på grund af dårligt vejr. Man bjærgede ilanddrevet gods: 2 stendunke, en korkfender, 2 baljer og 1 skibsklokke. Kaptajn Veling bekræfter over for såvel politiets repræsentant på stedet, konstitueret fuldmægtig Kristiansen, som toldvæsenets repræsentant, toldassistent Wraae, at de inddrevne genstande er fra ”Harmanna”. Herefter afstemmer de to myndighedsrepræsentanter deres lister, således som reglerne foreskriver. Et par dage efter går man i 5 kåge ud til skibet. Ud over bjærgerne deltog yderligere 4 mand. Man fik bjærget rigningen. De gamle knogler har man sikkert ikke gjort sig store anstrengelser for at bjærge. I strandingsrapporten står der, at det var umuligt at bjærge noget af ladningen, da der var 5 fod vand over dækket. Der bjærgedes bl.a. ”53 Bundter Tov i kappet tilstand, 4 stumper Kjetting, en Fokkerå, 2 Bomme, 1 Brambom, 1 Klyver, 1 Brigsejl, 1 Bredfok, 1 Stagsejl, 28 løse Blokke, 1 Skamfilingsmåtte, 1 Topstang, 2 gafler, 1 Lanterne, 1 Bramsejl, 1 Topsejl, 1 Skonnertsejl og skibsbåden.”

Det meste blev senere blevet solgt på en strandingsauktion. På lønningsliste over bjærgere ses foruden strandfoged og kroejer Chr. Christensen følgende bjærgere: Peter Skomager, Anders Huus, Peter Munk, Jens Skovfoged, Christoffer Jensen, Niels Peter Jensen, Jens Gregersen, Jens Christensen, Chresten Jacobsen, Simon P. Jensen, Søren Hansen, Jens Dansk, David Christensen, Lars Albertsen, Peter Mellergaard, Jens Peter Madsen, Jens Poulsen. Alle arbejdede i 4 dage.

I foråret 2015 afdækkedes ikke alene mange knogler. Blandt knoglerne blev der fundet en messingske, en tinske, rester af et sympiesometer, en kop, en krukke med en hank (måske en natpotte?), hele flasker og flaskestumper, lerflasker og lerflaske stumper og stumper af tallerkner og lignende. Nogle af flaskerne har indhold, som dog ikke er identificeret endnu; men noget af det lugter fælt. En enkelt flaske med prop var kun halvfuld efter næsten 150 år på 2,5m dybde. Proppen blev skudt ud, da flasken kom i overfladen, og en ganske fæl lugt bredte sig. Der lå også en enkelt sko mellem knoglerne. Sympiesometeret var et barometer, som kunne medbringes på et gyngende skib, hvilket ikke var praktisk med et kviksølvbarometer. Tinskeen har et stempelmærke, som fortæller, at den er fra et tinstøberværksted, John Yates, i Birmingham. En af glasflaskerne er fra Königsberg; mens på et par af lerflaskerne står der Herzogthum Nassau. Oprindelig har de været til mineralvand; men i den hele flaske var der ikke vand, men noget ildelugtende.

Med bjærgningen af effekter fra ”Harmanna” er historien ikke helt slut. I taknemmelighed over redningsindsatsen af besætningen tildeler den kongelige nederlandske regering strandfoged C. Christensen og Jens Jørgensen en sølvmedalje og et æresdiplom. De 10 øvrige redningsmænd får 10 gylden og et æresdiplom. I strandingsprotokollen ser listen således ud: ”Chr. Christensen, Peter Skomager, Simon P. Jensen, Anders Huus, Søren Hansen, Peter Munk, Jens Dansk, Jens Skovfoged, David Christensen, Christoffer Jensen, Lars Albertsen, Niels Peter Jensen, alle af Voersaa.”

Og her kunne historien om 25m vraget med de mange knogler så slutte. Men der mangler lidt. For det kunne jo være spændende, hvis efterkommere af redningsmændene læste dette, og kunne opspore en medalje og et æresdiplom. For vi mangler billeder af disse 2 ting for at gøre historien helt færdig.

Kilder:

Jacob Kveiborg, Afdeling for Konservering og Naturvidenskab, Moesgård Museum

Sæby Byfoged Strandingssager 1860 – 1916

Redningsvæsenets Virksomhed 1868 – 1869

VragScan

Zapp-Divers

Maritieme Kroniek 1868, PGC  261168, PGC 031068 og NRC 041268

Frederikshavns Avis den 26. november 1868, den 1. december 1868 og den 30. august 1869

 

Harmanna 1

Harmanna 2